Dagsprojekt

Gennembrud har gennem flere år arbejdet med unge, der har behov for at udvikle deres kompetencer og få deres ressourcer i spil. Det har givet en indsigt i, hvilke tiltag disse unge har behov for, så de kan gribe mulighederne i livet og selv aktivt kræve og bidrage til at være en del af samfundet.

Med den viden har Gennembrud startet et dagsprojekt for unge, der har brug for at udvikle håb og planer for fremtiden – samt at få indsigt i egen formåen. Projektet kører i en periode på gennemsnitligt seks måneder og giver den unge mulighed for at få udviklet kompetencer og viden inden for områderne:

  • Samfund, arbejdsmarked og uddannelsessystem
  • Kommunikation
  • Kroppens fysik
  • Kulturel indsigt

Formålet med projektet er, at de unge får kundskaber, indsigt og forståelse, der gør det muligt for dem at starte en selvstændig tilværelse med uddannelse og arbejde.

Vi arbejder på at gøre individuelle håb og drømme til en drivkraft, når nye vaner skal dannes.

MÅLGRUPPEN ER:

  • Unge, som er ud over undervisningspligten og som har haft det vanskeligt i livet
  • Unge, der har brug for at få en generel viden om samfundet og få udviklet deres evner til at samarbejde og indgå i fællesskaber
  • Unge, hvor forvaltningen har overvejet anbringelse, men vurderer, at den unge har behov for sit nærmiljø
  • Unge, som har sagt ja til en ungdomskontrakt, hvor aftalen kan være at følge projektet eller unge, som er underlagt en dom med vilkår, fx at følge projektet
  • Unge, som har været anbragt, men nu er hjemgivet eller unge, som er anbragt i egen bolig

Indhold

Når den unge starter i Gennembruds dagsprojekt, laves der i første omgang en individuel behandlingsplan i samarbejde med forvaltningen, hvor der er fokus på, hvilke mål og delmål, der ønskes opnået.

Herefter laves en familierådslagning, hvor netværket bliver bedt om at lægge en plan for, hvad de selv skal gøre for at støtte op om målene, og hvad der forventes af personalet i Gennembruds dagsprojekt. Forvaltningen vil ikke være en del af denne familierådslagning.

Der vil i behandlingsplanen være beskrevet, hvor stort behovet er for individuelle samtaler og familiesamtaler, samt være opfølgende familierådslagninger minimum hver anden måned. Formålet er at få netværket inddraget og aktiveret.